Fødselsdepression blog 3

En del af de mennesker, der kommer til mig med efterfødselsreaktioner, oplever at miste kontrollen over deres vrede overfor deres børn, og de fleste har det heldigvis dårligt med det. Der har været en forventning om, at tiden efter fødslen skulle være en tid præget at nærvær og kærlighed, og i stedet oplever man ofte vrede og frustration. Dette er realiteterne for alle forældre, men det kan blive særligt svært, hvis man har svigt med sig fra barndommen.

Vrede har en helt særlig plads i forældreskabet og kan være meget svært at acceptere alene, fordi man har så meget kærlighed til sit barn. Derudover er vrede over for børn tabubelagt i vores kultur, og det er ærgerligt. Det er naturligt og sundt at føle vrede over for dem, man elsker – spørgsmålet er, hvordan man håndterer sin vrede – om man kan rumme den, bruge den konstruktivt eller om den bliver ubærlig og skaber symptomer. Det er min erfaring, at det sjældent er selve vreden, der er problemet. Problemet er derimod det, man har lært at gøre for at komme væk fra sin vrede.

I stedet for at mærke og stå ved sin vrede ser jeg mange forældre, der forsøger at erstatte den med noget andet – f.eks. mere sødme og større hensyn. Med det resultat at vreden bygger sig op inden i og leder til symptomer. Måske eksploderer man på sin kæreste, eller råber ad sit barn eller får ondt i maven. Andre begynder at bebrejde sig selv (den indre dommer) for at have vrede følelser og tanker – ”jeg duer ikke som mor. Jeg er sådan en vred og ondsindig person. Jeg burde føle mere kærlighed”. Fælles for disse eksempler er, at det ikke er vreden i sig selv, der skaber problemet, men at man er nødt til at konvertere vreden til noget andet (anvende et forsvar), fordi man ikke har lært at acceptere vreden og rumme energien i kroppen.

Når mennesker mister kontrollen over deres vrede, er det nemlig aldrig pga. selve vreden, men derimod på grund af, at vreden skaber angst i kroppen, som bliver uudholdelig, så energien er nødt til at blive sluppet fri i et råb eller en handling.

Der kan være dybereliggende årsager til, at man ikke kan acceptere og rumme sin vrede, og det kan kræve en længerevarende fokuseret indtast at gøre noget ved dette. For nogle er det dog tilstrækkeligt at lære at skelne mellem det at have en vrede indeni og det at vise den udadtil. Med træning kan man øve at mærke sin vrede i kroppen og lægge mærke til, at det ikke indebærer et tab af kontrol over ens krop: man kan mærke sine vrede uden at råbe, uden at smække med døren eller kaste med sovebamsen. Man lærer så at sige, at det at have vrede indeni ikke gør én til en destruktiv person. Næste skridt vil så være at give sig lov til at kaste med sovebamsen i sin fantasi eller tillade deciderede vredesimpulser over for sit barn at få plads i fantasien. Vredesenergi kræver nemlig et udtryk for at blive bearbejdet og rummet, men det kræver ikke en handling. Vi handler som sagt kun i ”vrede”, når vi ikke kan rumme den i kroppen og fantasien. Mange frygter, at det at forestille sig, hvad vreden ønsker at gøre, vil gøre én mere vred og til et dårligere menneske, men de fleste – hvis ikke alle – oplever det modsatte: når først vreden er følt fuldt ud og billedsat, kommer kærligheden til sit barn (og sig selv) tilbage. Den berømte psykiater Carl Gustav Jung udtrykker det nogenlunde sådan her: ”De træer, der vokser ind i himmelen, har rødder i helvede”.