Hjælp til fødselsdepression
Hvordan gamle svigt og traumer kan blusse op når man bliver forælder
I denne serie af blogindlæg fokuserer jeg på efterfødselsreaktioner, dvs. de symptomer nogle mennesker får, når de er blevet forældre. Det gælder både kvinder og mænd. Første blogindlæg fokuserer på symptomer på en efterfødselsreaktion. Andet blogindlæg: Hvordan påvirker fortidens svigt, når vi bliver forælder? Dette tredje blogindlæg vil forsøge at give nogle konkrete råd og hjælp til fødselsdepression.
Hjælp til fødselsdepression - 4 gode råd
I del 1 og 2 af denne blogserie om efterfødselsreaktioner skrev jeg om tegn på og årsager til, at man kan få efterfødselsreaktioner. Hvis du oplever symptomer på en efterfødselsreaktion, er der nogle generelle råd, du kan følge og nogle mere dybdegående råd, der mere præcist griber fat om roden eller den primære årsag til dine symptomer.
Generelle råd
1. Tal med andre om din situation
Skam er som en vampyr: den trives bedst i mørket, og dør i lyset.
Som jeg kom ind på i første blogindlæg er noget af det sværeste ved efterfødselsreaktioner, at det opleves forfærdeligt skamfuldt ikke at føle, man tager ordentligt vare på sit barn eller føler de rigtige kærlige følelser over for barnet. Det strider mod de forestillinger vores kultur har skabt (sociale medier, film, ens venner og relationer som man sammenligner sig med osv.) og som vi spejler os i. Men det strider også mod noget helt instinktivt biologisk i os: Vi er designet til at beskytte og tage vare på vores børn – og det opleves grundlæggende skamfuld og forkert at være ud af stand til det. Det kan være en kæmpe lettelse at høre, at der er mange – og jeg mener mange – der får svære symptomer tidligt i forældreskabet, og hvis du deler med forstående venner eller en empatisk professionel, vil byrden formentlig blive lettere at bære. For nogle er dette tilstrækkeligt
2. Hold dine selvkritiske tanker ud i strakt arm
De fleste, der oplever efterfødselsreaktioner vil have en variant af en indre dommer, der taler kritisk, fordømmende, nedsættende, udskældende. Det er med tanker, som med badebolde i vand: de forsvinder ikke af at blive trykket ned – faktisk vil de blive stærkere og mere intense af at blive holdt nede. Så du kan ikke undgå dine tanker (de er drevet af ubevidste følelser), men du kan forsøge at ændre dit forhold til dem. Mange selvkritiske tanker mister noget kraft ved at blive gjort eksplicitte. Det kalder vi sommetider for eksternalisering. Jeg vil anbefale, at du prøver at skrive dine tanker ned på et stykke papir og holde dem foran dig – gerne helt konkret i strakt arm. Se hvad der sker. Måske begynder du at opleve en vis afstand til tankerne. Tanker er jo noget vi har – ikke noget vi er. Du kan ikke både betragte din tanke og samtidig være indholdet af din tanke. Vi forsøger at erstatte ”jeg er en dårlig mor” med ”jeg har en tanke om at jeg er en dårlig mor” hvilket i øvrigt altid vil være tættere på den egentlige sandhed.
Dette er ikke en øvelse for alle. Sommetider kan vi være så identificeret med de selvkritiske tanker, at det at skrive dem ned blot vækker mere selvkritik og skam. I de tilfælde må man kigge nærmere på de mere grundlæggende mønstre i ens følelsesliv, der så at sige ”driver” selvkritikken. Det har ofte noget med ens forhold til vrede at gøre; et tema vi vil kigge nærmere på nu.
3. Husk på at der er stor forskel på at føle vrede og handle i vrede.
En del af de mennesker, der kommer til mig med efterfødselsreaktioner, oplever at miste kontrollen over deres vrede overfor deres børn, og de fleste har det heldigvis dårligt med det. Der har været en forventning om, at tiden efter fødslen skulle være en tid præget at nærvær og kærlighed, og i stedet oplever man ofte vrede og frustration. Dette er realiteterne for alle forældre, men det kan blive særligt svært, hvis man har svigt med sig fra barndommen.
Vrede har en helt særlig plads i forældreskabet og kan være meget svært at acceptere alene, fordi man har så meget kærlighed til sit barn. Derudover er vrede over for børn tabubelagt i vores kultur, og det er ærgerligt. Det er naturligt og sundt at føle vrede over for dem, man elsker – spørgsmålet er, hvordan man håndterer sin vrede – om man kan rumme den, bruge den konstruktivt eller om den bliver ubærlig og skaber symptomer. Det er min erfaring, at det sjældent er selve vreden, der er problemet. Problemet er derimod det, man har lært at gøre for at komme væk fra sin vrede.
I stedet for at mærke og stå ved sin vrede ser jeg mange forældre, der forsøger at erstatte den med noget andet – f.eks. mere sødme og større hensyn. Med det resultat at vreden bygger sig op inden i og leder til symptomer. Måske eksploderer man på sin kæreste, eller råber ad sit barn eller får ondt i maven. Andre begynder at bebrejde sig selv (den indre dommer) for at have vrede følelser og tanker – ”jeg duer ikke som mor. Jeg er sådan en vred og ondsindig person. Jeg burde føle mere kærlighed”. Fælles for disse eksempler er, at det ikke er vreden i sig selv, der skaber problemet, men at man er nødt til at konvertere vreden til noget andet (anvende et forsvar), fordi man ikke har lært at acceptere vreden og rumme energien i kroppen.
Når mennesker mister kontrollen over deres vrede, er det nemlig aldrig pga. selve vreden, men derimod på grund af, at vreden skaber angst i kroppen, som bliver uudholdelig, så energien er nødt til at blive sluppet fri i et råb eller en handling.
Der kan være dybereliggende årsager til, at man ikke kan acceptere og rumme sin vrede, og det kan kræve en længerevarende fokuseret indtast at gøre noget ved dette. For nogle er det dog tilstrækkeligt at lære at skelne mellem det at have en vrede indeni og det at vise den udadtil. Med træning kan man øve at mærke sin vrede i kroppen og lægge mærke til, at det ikke indebærer et tab af kontrol over ens krop: man kan mærke sine vrede uden at råbe, uden at smække med døren eller kaste med sovebamsen. Man lærer så at sige, at det at have vrede indeni ikke gør én til en destruktiv person. Næste skridt vil så være at give sig lov til at kaste med sovebamsen i sin fantasi eller tillade deciderede vredesimpulser over for sit barn at få plads i fantasien. Vredesenergi kræver nemlig et udtryk for at blive bearbejdet og rummet, men det kræver ikke en handling. Vi handler som sagt kun i ”vrede”, når vi ikke kan rumme den i kroppen og fantasien. Mange frygter, at det at forestille sig, hvad vreden ønsker at gøre, vil gøre én mere vred og til et dårligere menneske, men de fleste – hvis ikke alle – oplever det modsatte: når først vreden er følt fuldt ud og billedsat, kommer kærligheden til sit barn (og sig selv) tilbage. Den berømte psykiater Carl Gustav Jung udtrykker det nogenlunde sådan her: ”De træer, der vokser ind i himmelen, har rødder i helvede”.
Dybdegående råd
4. Få hjælp til at bearbejde de underliggende årsager til efterfødselsreaktionen.
Som jeg skrev i det tidligere blogindlæg (link) kan mange symptomer efter en fødsel skyldes svigt og traumer, som man har oplevet tidligere i livet. Grunden til, at jeg skriver ”få hjælp til”, er, at mange af de genaktiverede følelser, der opstår efter en fødsel, er ubevidste, dvs. vi er ikke i stand til at mærke dem klart og tydeligt, og derfor kan vi som regel ikke bearbejde dem selv. Måske ved vi egentlig godt, at vi har mange traumatiske oplevelser med i bagagen og måske ved vi også, hvor de stammer fra. Men viden er ikke nok. Vi er nødt til at få en ny oplevelse af de svære følelser og dermed få nogle nye og positive erfaringer med at kunne rumme de følelser, der engang var farlige. Det kræver som regel hjælp – og det meste af en mere dybdegående terapeutiske proces indebærer ofte at få kontakt til svære angstfyldte følelser, der efterfølgende føles enormt befriende og helende.
Den gode nyhed er, at det for de fleste mennesker er meget virksomt at begynde at hele de gamle sår ved at give sig lov til at bearbejde de gamle traumer. Og det er ikke en rejse, der behøver at tage lang tid. Hvis man arbejder fokuseret med lige præcis de svære følelser, der har med svigtene at gøre, er det muligt at ændre selv gamle livsmønstre forholdsvist hurtigt